onsdag den 16. oktober 2013

Uge 6: The Big String, Fodbold og Pyntning

Jeg begynder at få beskeder på facebook hvor folk spørger mig om hvorfor jeg ikke har blogget i denne uge. Min blog er åbenbart meget populær. Så nu tænkte jeg at jeg hellere måtte sætte mig ned og skrive.
Grunden til at jeg ikke fik opdateret min blog i går (mandag) var, at alle mine lærere, i alle mine boglige fag (5/7 fag) besluttede sig for at give os en test eller quiz for til dagen efter (i dag). Så jeg sad og lavede lektier hele dagen i går, derfor fik jeg ikke lige skrevet.
Jeg prøver for det meste at opdatere hver uge, dvs. jeg skriver om mine oplevelser (fra man-søn), om mandagen. Så bliv ikke bange hvis jeg ikke opdaterer, jeg har sikkert bare mange lektier for.

I denne her uge havde jeg min første koncert med mit orkester, the  big string. Vi skulle spille tre numre, Danse from The Czars Bride, Prelude & Polka og The Red Iguanna Rhumba. Med ca.32 tilstedeværende orkester medlemmer var vi det mindste orkester der spillede til koncerten. Som den store finale spillede alle orkestrene the red iguanna rhumba sammen. Der er en vild oplevelse at spille 320 mennesker sammen. Vi havde over 20 kontrabasser!

Jeg elsker simpelthen den klasse, jeg er så glad for at jeg valgte at tage den klasse. Selvom jeg blive er nødt til at stå op en time tideligere og spiser min morgenmad på vej til skole, så er det det hele værd. Jeg lærer simpelthen så meget og det er bare rigtig sjovt.

På onsdag har jeg min første korkoncert hvor jeg har to gruppe soloer og en solo-solo. Skolens ko er delt op i to, os der har kor i 4 time og dem der har kor i 5 time.  I sidste uge havde vi prøve for første gang. Det gik ok. Men man kunne tydeligt mærke at vi var omkring 100 og ikke ca. 50 som vi plejer. Den dag var en rigtig god dag, jeg havde 3 timers musik i løbet af dagen og kun 4 timers ”rigtig” skole. Og de var endda ikke så ”skoleagtige” som de normalt er.

Men når man har fået plus, må man også få minus. En anden dag i denne her uge var en virkelig uheldig dag. Jeg hørte ikke mit vækkeur, så jeg stod for sent op. Bagefter brændte jeg min bagel på og tog mine sko forkert på. Da vi var kørt af sted finder jeg ud af at jeg har glemt mine skolebøger i entreen, så vi bliver nødt til at vende om og kører hjem efter dem. Efter den morgen var det bestemt hvilken dag det ville blive! Heldigvis har jeg meget få(nærmest aldrig) dage som den.

Fredag havde vi fri fra skole, hvilket var skønt. Ja, vi er jo nogle her ovre der ikke er lige så heldige som jer i danmark, som får en uge fri, bare fordi der er efterår…

Om aftenen spillede vores fodboldhold på hjemmebane mod vores største rivaler, Negaunee. Begge fodboldhold var endnu ikke blevet slået og begge hold er rigtig gode, så det stod til at blive en rigtig god og spændende kamp. Og hvis der er noget amerikanerne elsker, så er det en god fodboldkamp. Hele vores kvarter var fyldt op med biler. Hele tribunen var fyldt op, og der stod mennesker hele vejen rundt om fodboldbanen.

Og en spændende kamp, det var det!  Med en endelig stilling på 28-24 var det tæt hele kampen igennem. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke er nogen stor sportsfan, men der er nu noget specielt over at stå på en tribune, iklædt dit holds farver og heppe, synge kampsange og følgekampen. Schoolspirit eller hvad du vil kalde det, det er en helt fantastisk følelse(og det skader ikke at amerikansk fodbold er et ret spændende og strategisk spil når man først kommer ind i det og forstår reglerne).

Weekenden brugte vi på at dekorere huset. De går rigtig meget op i halloween her, hvilket er rigtig sjovt. Vi fik sat 60-70% af dekorationerne op, og der er rigtig hyggeligt. Bl.a. er vores forhave nu er kirkegård og der er skeletter i vores blomsterbede – det ser virkelig sejt ud.

Søndag var vi i kirke og efter søndagsskole hjalp jeg til i køkkenet. Hver søndag er der frokost efter gudstjenesten og i denne her uge hjalp vi til med at lave den. Vi fik burgere, hotdogs, pomfritter og salat.
Så i ville tro at jeg var træt af at lave mad efter jeg havde lavet mad i kirken, men nej, da jeg kom hjem, valgte jeg at lave mad til min familie. Jeg lavede kold bulgurs salat, en arabisk inspireret salat, arabiske frikadeller og tyrkiske fladbrød. Det blev taget godt imod og de syntes at maden var rigtig lækker. Og før jeg fik set mig om var alt brødet væk! Det var vidst ret populært 

Ellers er der ikke sket så meget mere i denne her uge. Jeg har der rigtig godt og har det sjovt. Ingen grund til bekymring, jeg har det fantastisk!

Jeg håber at I har det rigtig godt i Danmark. Det er altid hyggeligt at få en lille besked fra jer og høre hvordan det går- bliv endelig ved med det.
- Astrid

Ingen kommentarer:

Send en kommentar